Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitets-reformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale viser afhandlingen, hvordan der med de nye kompetencebaserede studieordninger som projektionsskive sker en redefinition af forståelsen af universitetsuddannelsernes formål og værdi. Afhandlingens analyser er funderet i en konstruktivistisk-policyanalytisk tilgang, som belyser det politiske krav om kompetencebaserede studieordninger som en kampplads for en række konkurrerende forestillinger om, hvilken værdi og funktion en moderne universitetsuddannelse skal udfylde for den enkelte og samfundet? Som en overordnet konklusion viser afhandlingen på den baggrund, hvordan de indeværende universitets-reformer kan forstås som en transformation fra en epistemologisk-demokratisk til en målmarkeds-orienteret forståelse, som betyder, at uddannelses-udviklingen i stigende grad defineres ud fra entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Empirisk forfølger afhandlingen to hovedspor. Det første spor viser, hvordan de seneste danske universitetsreformer og den fortolkning, som kompetencebegrebet har fået heri, kan ses i relation til simultane internationale processer i den fælleseuropæiske Bologna-proces. Gennem analyser af centrale internationale policytekster fra slutningen af det forrige årtusinde og frem demonstreres, hvordan forestillingen om universiteternes formål og værdi ændrer sig fra internationalt at handle om både markedsmæssige og demokratiske mål til i den danske fortolkning primært at handle om arbejds-markedet. Og fra internationalt at handle om diversitet, fleksibilitet og livslang læring til i den nationale fortolkning at handle om ensartet kvalitet og professionsorientering. Det andet spor følger den lokale fortolkning og forhandling af det politiske krav om kompetence-baserede studieordninger på de danske universiteter og uddannelser. Med de humanistiske uddannelser som analysemateriale trækker afhandlingen på eksempler fra en del af universitets- verdenen, som traditionelt ikke har været orienteret mod bestemte anvendelsesfunktioner på arbejds-markedet, og hvor de arbejdsmarkedsorienterede kompetencekrav derfor har været en særlig udfordring. Afhandlingens analyser bidrager her med en særlig opmærksomhed på, hvordan neologismer som 'kompetenceprofil' og 'kompetencemål', der indtil for få år siden var utænkelige på universiteterne, er blevet normaliseret og indarbejdet i de nye studie-ordninger, og hvordan bestemte formål og værdier i den forbindelse konstrueres som legitime og relevante. Men de viser samtidig, dels hvordan der lokalt udspiller sig en definitionskamp om universitetsuddannelsernes formål og værdi. Dels, hvordan der som led heri foretages en lokal genfortolkning af det politiske kompetencebegreb, hvor kompetencebegrebet tillige bringes til at omfatte epistemologisk-demokratiske elementer som fx 'viden og indsigt' og 'et langsigtet samfunds-bærende perspektiv'. I diskussion med en mere bredt anvendt govern-mentalityteoretisk tilgang - der ser de aktuelle universitetsreformer som en entydig udfoldelse af en såkaldt 'neoliberal' diskurs - tematiserer afhandlingens endvidere en række væsentlige nuanceforskelle mellem de formål og værdier, der hhv. internationalt i regi af den fælleseuropæiske Bologna-proces, nationalt i de danske ramme-dokumenter og lokalt i de nye studieordninger italesættes som vigtige og relevante for en moderne universitetsuddannelse. Fx omkring det forhold, at 'demokratisk kompetence' i de nationale rammedokumenter eksplicit ekskluderes som et element, det er relevant at beskæftige sig med på universitetsniveau, hvorimod dette fastholdes som et centralt mål i de internationale Bolognadokumenter. Som en overordnet konklusion peger afhandlingen således på, hvordan der bag de politiske krav om professionsorientering tegner sig et langt mere divergent billede. Selvom kompetencebegrebet indebærer en markant ændring i den overordnede politiske ramme, inden for hvilken de faglige og pædagogiske forløb italesættes og legitimeres, er de danske universitetsuddannelser ikke ved at udvikle sig til professionsuddannelser, som er tilrettelagt i et 1:1-forhold med henblik på bestemte jobfunktioner. Men i takt med, at de tidligere epistemologisk-demokratiske elementer som fx 'viden og indsigt' og 'et langsigtet samfundsbærende perspektiv' oversættes til anvendelsesorienterede kompetencemål, bliver uddannelserne selv medpro-ducenter af den mål-markedsdiskurs, de opponerer imod. Med kompetencebegrebet følger nemlig en ny performanceorienteret vidensopfattelse, der betyder, at uddannelsernes værdi - helt ned på niveau med de enkelte kurser - udelukkende positiveres ud fra bestemte anvendelsesfunktioner. I de nye studieordninger ses dette i form af en ny type curriculumstyring, hvor centrale værdier fra de tidligere studieordninger som fx 'selvstændig faglig fordybelse' og 'kritisk konfrontation af viden' forsvinder til fordel for et mere entydigt fokus på direkte arbejdsmarkedsorienterede elementer. I diskussionen med den governmentalityteoretiske tilgang udstiller afhandlingen hermed et paradoks. Et paradoks, der viser sig ved, at de lokale forsvar for 'traditionen' på den ene side har fået en række epistemologisk-demokratiske elementer til at træde tydeligere frem i de nye studieordninger. Men disse elementer mister på den anden side deres tidligere legitimitet som mål i deres egen ret. For når de med de indeværende reformer oversættes til output-orienterede 'kompetencemål', sker der samtidig en udelukkelse af samtlige elementer, der ikke kan italesættes i form af bestemte anvendelses-funktioner. Som sådan lægger afhandlingen derfor samlet set op til en diskussion af de kompetence-relaterede universitetsreformer som en generel indsnævring af de politiske acceptregler for, hvordan formålet og værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere, som tillige sætter sig igennem lokalt.