Afhandlingen 'videreuddannelse af lærere - muligheder og positioneringer i arbejdet' undersøger betydningen af videreuddannelse af skolelærere, når de er tilbage på deres skoler efter endt videreuddannelsesforløb. Det undersøges, hvad lærerne oplever at lære, hvilke former for viden, der oparbejdes og hvordan disse vidensformer har mulighed for at genlæres i praktisk handling og blive til viden for praksis. Det undersøges ligeledes, hvordan lærerne har mulighed for at positioneres sig som videreuddannede lærere blandt ikke-videreuddannede-lærere, og de vanskeligheder der kan opstå i den proces. Tilgangen til undersøgelsen er socialkonstruktivistisk og der redegøres for metodologiske overvejelser med henblik på transparens. Teoretisk anlægges en kulturpsykologisk læringsforståelse og et samhandlingsteoretisk fokus. Hermed konstrueres blikke på læringsforståelser og læringsudbytte i et videreuddannelsesperspektiv tilligemed tydeliggørelser af de relationelle forhold, der er af betydning for etablering af en position som videreuddannet. Med henblik på at udforske en hermeneutisk inspireret metode, analyseres det empiriske materiale ad to omgange; først en 'delanalyse', ud fra en tematisk inddeling. Derefter finder en 'helhedsanalyse 'sted. Analysen betragter interviewene som hele fortællinger og anvender dermed en narrativ tilgang. De to analyser sammenholdes og muliggør en samlet forståelse af undersøgelsens komplekse genstand: Hvilken betydning har videreuddannelse for praksis. Afhandlingen kan konkludere, at videreuddannelsen tillægges stor, især personlig, betydning. Når der opstår problemer, opstår de i mødet med skolens dagligdag - i mødet, hvor lærerne står med et vidensoverskud, som der ikke findes anvendelse for på skolen.