Formål: Formålet var at beskrive variationen i ældres opfattelse af at falde, hvordan ældre håndterede fald, samt hvad der påvirkede ældres motivation til at deltage i faldforebyggende tiltag med henblik på at kunne målrette fremtidige indsatser. Metode: Der blev foretaget en kvalitativ interviewundersøgelse med 14 ældre mennesker over 65 år som efter et fald henvendte sig på en skadestue på et universitetshospital i Danmark. Fænomenografi blev anvendt som analysemetode. Resultater: Der blev dannet fem beskrivende kategorier med tilsammen 15 underkategorier. De fem kategorier var: Følelsesmæssig opfattelse af at falde; at falde har konsekvenser; tager hånd om situationen; støtte fra omgivelserne; og motivation og demotivation.Undersøgelsen viste variation i ældres opfattelse af at falde. De ældre accepterede at falde fordi de var blevet ældre. Opfattelsen var, at fald både var flovt og pinligt og havde en forklaring. Nogle ældre oplevede frygten for at falde som dominerende. De ældre opfattede ikke fald som en risikofaktor, der skulle tages hånd om, men håndterede situationen ved at begrænse deres bevægemuligheder eller ved at fravælge aktiviteter. Hvis kravene oversteg de ældres ressourcer, søgte de hjælp fra de pårørende eller den praktiserende læge. De ældre fik støtte, anerkendelse og accept til at foretage valgene af omgivelserne. De ældre blev motiveret af forhold, som autonomi, kompetence og sociale relationer og foretrak aktiviteter, der spredte glæde og nydelse og helst i sociale sammenhænge. De ældre værnede om deres identitet med at ville være medbestemmende om, hvad de deltog i, men mødte forhold i omgivelserne, som var hæmmende for deres motivation. Konklusion: Fremtidige faldforebyggende tiltag skal målrettes ældres behov og tage højde for, at der ikke er én måde men mange måder at opfatte fald på, og at ældre i høj grad selv klarer at håndtere fald, men at de valgte strategier, ikke nødvendigvis er de mest hensigtsmæssige. De ældres netværk og den praktiserende læge kan med fordel spille en aktiv rolle i forbindelse med faldforebyggelse. Ved planlægningen af faldforebyggende interventioner skal der tages hensyn til, at ældres motivation påvirkes af, i hvilken omfang programmerne understøtter de ældres behov for autonomi, kompetence og sociale relationer. / Aim: This study aimed to describe variations in elderly people’s perceptions of falling, and how they coped with falls. To target future initiatives to needs of the elderly, we also sought to determine what motivated them to participate in fall-prevention initiatives. Method: We collected data using semi-structured interviews with 14 elderly individuals (65 years +) who had contacted the emergency ward at a university hospital in Denmark. We analyzed the data using a phenomenographic approach that focused on describing varying perceptions by the elderly on the phenomenon of “falling.” Results: Five categories and 15 subcategories emerged from the interviews. The five main categories included emotional perceptions of falling; falling has consequences; handling the situation; support from the social network; motivation and demotivation. The study showed that older people’s perceptions of falling vary. Individuals accepted falling because they had become older. Falls were embarrassing and could be explained. The fear of falling was the foremost concern of some individuals. The elderly did consider falls a meaningful risk factor, but coped by restricting movements or dropping activities to prevent falls in the future. If demands exceeded resources, they asked their relatives or the GP for help. The elderly gained support, approval, and acceptance from their social network when deciding which coping strategies to use. The elderly were motivated by autonomy, competence, and relatedness and they preferred activities that increased happiness and enjoyment, preferably in a social atmosphere. The elderly protected their identity self-determining their activities, but they often encountered factors in their surroundings that restricted motivation. Conclusion: Future fall-prevention initiatives must target the needs of the elderly and consider that there are not one but many ways of perceiving falling. Further, the coping strategies that elderly individuals develop are not necessarily convenient. Social networks and the GP can play active roles in encouraging the elderly to participate in fall-prevention initiatives. When planning fall-prevention interventions, one should consider the extent to which such programs support the elderly individual’s need for autonomy, competence, and relatedness, because these factors affect motivation. / <p>ISBN 978-91-85721-70-2</p>

Formål – At beskrive variationen i sygeplejerskers opfattelse af deres efterlevelse af anbefalinger for håndhygiejne samt hvilke faktorer sygeplejersker oplever, har betydning for om de udfører håndhygiejne som anbefalet.   Design - Beskrivende og undersøgende undersøgelse med en fænomenografisk forsknings-tilnærmelse. Semi-strukturerede interviews med fokus på sygeplejerskers egen opfattelse af deres efterlevelse af anbefalinger for håndhygiejne.   Ramme – Hvidovre Hospital.   Informanter – 14 sygeplejersker (12 kvinder, to mænd) fordelt på 11 afdelinger, indenfor kirurgiske specialer, medicinske specialer, kvinde-barn specialer og intensivterapi.   Resultat –  Analysen viser, at de interviewede sygeplejersker er af den opfattelse, at de stort set altid efterlever anbefalingerne for håndhygiejne. Endvidere blev der ved analysen identificeret seks forskellige opfattelser af de faktorer, der har indflydelse på, om sygeplejerskerne følger anbefalinger for håndhygiejne: Håndhygiejne er en naturlig handling; Smitterisiko; Akutte situationer, uforudsigelighed og travlhed; Omgivelsernes opmærksomhed; Håndhygiejnefaciliteter; Akkreditering, hygiejneaudit og håndhygiejnekampagne.   Konklusion – Sygeplejerskers oplevelse af, at de udfører håndhygiejne som anbefalet og deres forskellige opfattelser af faktorer, der har betydning for, om de følger anbefalingerne for håndhygiejne bør have indflydelse på de håndhygiejneaktiviteter, der planlægges og iværksættes med henblik på at øge sygeplejerskers efterlevelse af anbefalingerne for håndhygiejne. / Aim – To describe variations in nurses’ ways of experiencing compliance with recommendations for hand hygiene and factors nurses experience as having influence on their compliance with hand hygiene.   Design – Descriptive and explorative study using a phenomenographic approach. Semi-structured interviews, focusing on the nurses’ own experiences regarding compliance with recommendations with hand hygiene.   Setting – Hvidovre Hospital.   Subjects – 14 nurses (12 women, 2 men) from 11 different wards, within the surgical speciality, the medical speciality, the women-child speciality and intensive care.   Results – The analysis shows that the interviewed nurses perceive that they nearly always follow the recommendations for hand hygiene. Furthermore six different perceptions of factors with influence on nurses’ compliance with recommendations for hand hygiene were identified in the analysis: Hand hygiene is a natural action; Infection risk; Acute situations, unpredictability and busyness; The attention of the surroundings; Facilities for hand hygiene; Accreditation, hygiene audit and hand hygiene campaign.   Conclusion – Nurses’ experiences of compliance with recommendation for hand hygiene and the different perceptions of factors influencing wether they follow recommendations for hand hygiene ought to influence the planning and implementations of hand hygiene activities in order to promote nurses’ compliance with recommendation for hand hygiene. / <p>ISBN 978-91-7844-743-5</p>

Formål: Formålet med undersøgelsen har været at få indsigt i og viden om, hvordan nytilskadekomne rygmarvsskadede patienter oplever og opfatter at deltage i tværfaglige patientkonferencer, hvor deres rehabiliteringsforløb tilrettelægges. Metode: Undersøgelsesmetoden er kvalitativ med en fænomenografisk forskningstilnærmelse. Dataindsamlingen er foretaget ved hjælp af kvalitative semistrukturerede interview. Der er gennemført 15 interview blandt otte indlagte patienter, tre kvinder og fem mænd i alderen fra 28 til 75 år Resultat: Analysen viste at patienterne fandt, at det var meningsfuldt at deltage i patientkonferencer om eget rehabiliteringsforløb og for de fleste en nødvendig og selvfølgelig del af rehabiliteringen. Der blev identificeret fire beskrivende hovedkategorier: Patientkonferencer oplevedes støttende i en rehabiliteringsproces; Forskellige følelser var i spil; Pårørendes deltagelse havde betydning; Mødekultur og deltageres betydning Konklusion: Denne undersøgelse viste, at nytilskadekomne rygmarvsskadede og sorgfyldte patienter oplevede, at de var i stand til og gerne ville deltage aktivt i beslutninger i forhold til eget rehabiliteringsforløb. Tværfaglige patientkonferencer blev opfattet som et forum, hvor patienter og pårørende kunne få overblik og kontrol i en situation, hvor patienternes livssituation var kaotisk i relation til komplekse og omfattende fysiske funktionstab. Undersøgelsen har afdækket områder, som har vist sig at have haft betydning for, om patienterne oplevede disse konferencer som meningsfulde og tilfredsstillende / Aim: This study aimed to increase understanding of how patients newly injured with spinal cord lesion experience rehabilitation planning conferences with their clinicians and therapists. Method: I used a qualitative methodology within a phenomenographic research approach. Data was collected during 15 qualitative and semi-structured interviews with eight hospitalized patients (three women and five men) ranging in age between 28 to 75 years. Results: The data suggests that patients view participation in rehabilitation conferences as essential. Indeed, some patients deemed participation a necessary and natural part of their rehabilitation. Four main categories were identified: patient conferences support rehabilitation; emotional vulnerability; family participation matters; and atmosphere and location of conferences are critically important. Conclusion: The results show that patients newly injured by spinal cord lesion can and want to participate in decisions about their own rehabilitation, even when they are grieving and in a state of shock. Interdisciplinary patient conferences that include relatives provide an ideal environment and help patients gain oversight and control in an often chaotic life situation resulting from complex and substantial physical disabilities. The data also revealed areas for improvement that will help ensure meaningful and satisfactory patient conferences / <p>ISBN 978-91-86739-14-0</p>